Yoga er efterhånden blevet en yderst populær træningsform blandt danskere. Det er den type træning, hvor man får lange, slanke muskler, bliver mere bevægelig og får en ekstremt stabil styrke i kroppen. Der findes et hav af forskellige yogaformer, så der er noget, der passer til alle behov og præferencer. Når man dyrker nogle former for yoga er det med sved på panden, mens andre former er helt stille og rolige. Man kan ikke sige, at den ene type er bedre end den anden. Det handler om at finde ud af, hvad man bedst kan lide og hvad der hjælper en mest.
Find den perfekte type yoga til dig
Yin Yoga
Med denne type yoga får man en rolig og blid træning, hvor man ligger, står eller sidder i stillingerne i lang tid af gangen. Der arbejdes særligt med bindevævet og dybere ned i musklerne. Formålet med denne yogaform er, at man styrker både det kropslige og mentale. Det gøres ved at arbejde med følelser, som giver ny energi og dermed løsner op for blokeringerne der må være i kroppen.
Hatha Yoga
Denne yogaform egner sig i særdeleshed til begyndere. Her laver man typisk én stilling af gangen, så man kan fordybe sig i den, og mærke den i længere tid. Øvelserne er kraftfulde og man kan forvente at forbedre sin smidighed, styrke, balance og kropsbevidsthed. Målet med denne yogaform er at løsne spændinger samt styrke kroppen.
Hot yoga
Hot yoga laves i lokaler hvor temperaturen måler op mod 40 grader. Det betyder, at kroppen vil blive opvarmet og dermed vil man kunne gå dybere ud i stillingerne. Det vil forbedre ens smidighed, og man vil få en oplevelse af, at man hurtigt bliver mere smidig. Det kan være meget udfordrende for mange på grund af varmen, men er helt klart en oplevelse værd.
Prøv forskellige former
Hvis man er ny yoga-udøver handler det om, at man prøver flere forskellige former, lærere og steder og har mod til at eksperimentere med, hvad der fungerer for en.